Ekstra Historie om Champagne
Champagne er mousserende vin lavet ved sekundær fermentering af vin, hvorved der dannes kulsyre.
Champagne har navn efter det franske distrikt Champagne
Før 1800-tallet
Vine fra Champagne var allerede kendte ved udgangen af 1400-tallet. Kirker og klostre ejede vingårde, og munkene producerede vinen til brug ved nadveren.Franske konger blev kronet og døbt i byen Reims, der ligger i Champagne-distriktet. Ved de anledninger blev der drukket lokale vine. De fleste franske konger nød den lette og friske vin og medbragte den som gave til andre monarker i Europa. I det 17. århundrede blev vine fra Champagne drukket ved festligheder i flere europæiske lande. Briterne drak megen mousserende vin og var de største forbrugere af champagne.
Dom Perignon
Den almene opfattelse, at det var munken Dom Perignon, der opfandt champagnen, er forkert. Han var den første til at studere og dokumentere processen og bibragte nye og mere effektive produktionsmetoder og materialer. Et af de mest betydningsfulde bidrag var ståltrådsnettet, der holder korkproppen på plads, så den ikke skydes af under fermenteringsprocessen.
Ikke et uheld
En anden udbredt teori er, at champagne blev opfundet ved et uheld, men det er aldrig blevet bevist. På et tidspunkt i slutningen af 1600-tallet havde russerne opfundet en metode, hvormed der blev tilsat ekstra, bundet luft, der kunne frigøres under fermanteringsprocessen. Det gav et mere ensartet resultat, og omkring år 1700 var champagne meget tæt på det, vi kender i dag.
1800 til i dag
Fabrikanterne tillagde deres produkters historie og identitet stor værdi. Det handlede om at associere champagnen med adelen og kongehuset og gennem en aggressiv markedsføring, begyndte verden langsomt at knytte champagne til festligheder og betragte den som en luksusvare. Det skete i en tid, hvor den højere middelklasse var hastigt voksende, og hvor der hele tiden var behov for nye metoder til at hæve sig socialt. Champagnens "duft" af adel gjorde netop det.
Champagnen markedsføres
I 1866 kontraherede champagnefabrikanten Moët med George Leybourne om at gøre reklame for champagnen. Han skrev sange om champagnens herligheder. Sangene havde fokus på smag, velstandssymbolikken og "det gode liv". I kontrakten indgik, at Leybourne ikke offentligt drak andet end champagne. Leybourne blev betragtet som et sofistikeret menneske med smag, og han var med til at fastslå champagne som et middel til fremme af social status. Det var en – efter tidens normer – stor marketingssucces, og helt indtil i dag har kampagnen sat sine spor i champagnen.
H. C. Lumbye skrev "Champagnegaloppen" til huset Mercier.
I slutningen af 1890 valgte Laurent-Perrier at starte en kampagne baseret på, at kong Leopold II af Belgien, kong Georg I af Grækenland, hertug Alfred af Sachsen-Coburg og Gotha, grevinde Margaret Cambridge og John Lambton, baron Durham samt andre adelige og militære var champagnedrikkere. Selv om champagnen var knyttet til den adelige og kongelige prestige, blev der også brugt energi på at sælge champagne som et produkt, der kunne nydes af enhver i enhver anledning[2]. Denne marketingstrategi virkede, for ved indgangen til det 20. århundrede kom størstedelen af champagnedrikkerne fra middelklassen[3].
Op gennem 1920'erne gjorde champagneproducenter en aktiv indsats for at markedsføre deres produkter over for kvinder. Det var i modsætning til de maskuline træk, man tillagde champagne (og franske vine i øvrigt, men særligt dem fra Bourgogne og Bourdeaux). Laurent-Perrier blev igen toneangivende i forbindelse med en kampagne med promintente personer som grevinden Dudley, baronessen Stamford, baronesse Tollemache og operasangerinden Adelina Patti. Champagneetiketterne blev illustreret med romantik, kærlighed og bryllupper samt andre begivenheder, der havde stærke feminine tiltrækning (f.eks. en barnedåb)[4].
I nogle reklamekampagner blev der slået på politiske begivenheder. Et mærke anvendte etiketter med henvisninger til den franske revolution i 1789, mens andre brugte illustrationer af den franske dronning Marie-Antoinette. Da 2. verdenskrig stod for døren, valgte champagneproducenterne at bruge billeder af soldater og flag tilhørende de lande, som champagnen blev eksporteret til. Et hus slog sig også på den stigende antisemitisme, der var i Frankrig op gennem 1930'erne og producerede en Champagne Antijuif (den antisemistiske champagne) med antisemistiske budskaber[5].
Champagnen i 1800-tallet var væsentligt sødere end den, vi kender i dag. Russernes champagne var meget sød og indeholdt op mod 300 gram sukker/liter. Smagsskiftet mod en tørrere champagne begyndte i 1846, da producenten Perrier-Jouët valgte ikke at tilsætte sødestoffer til champagnen, før den blev eksporteret til London. Dette affødte tredive år senere (1876) variationen Brut Champagne, der med tiden blev den moderne champagne[6].